top of page
Et tavst men forgyldt efterår ….
Det er ikke mange forundt at bo så smukt, som vi gør her på Bornholm. Selv med Corona-presset er vi privilegerede. Åbner du din dør går du lige ud i en smuk natur, jeg vil vove den påstand, at alle kan komme tæt på naturen, uden at skulle flytte sig særlig langt.
Vil man lidt længere end lige udenfor sin dør, så kan det klares på en cykel. Sensommeren har forgyldt os med kantareller og gode Karl Johan svampe. Nu forgyldes vi med de smukke farver på træer og buske.
Man kan forgyldes på mange måder. Aarsdale Borgerforening lagde en ansøgning ind til NordeaFondens pulje med fokus på små byer. En pulje målrettet aktiviteter som motion, natur og bevægelse. Motion og nydelse for alle. Det var fristende at sende en ansøgning ind og lige nu i skrivende stund er Aarsdales borgere blevet forgyldt. Vi søgte puljemidler til ét projekt med tre delelementer. Helt præcist søgte vi om 969.498,- kroner og vi er blevet forgyldt med 969.498,- kroner.
Vi er taknemmelige og ydmyge. Nu skal processen og projekterne struktureres. Der er en del formaliteter og praktikaliteter, der skal på plads, inden vikan begynde på selve projektet. På næsten et splitsekund skulle der sendes et foto til NordeaFondens pressemeddelelse. Et foto af byskiltet Aarsdale, og vi skulle gerne have folk til at rykke ud med kort varsel til en fotosession. Det lykkedes selv på en lørdag formiddag at få banket på døre, og samlet en repræsentativ gruppe borgere. Alt sammen lige inden de nye Corona-restriktioner. Alle holdt vejret i de sekunder fotoet blev taget og derefter hed det afstand.    
Efterfølgende var der is til børnene og valnøddebitter til de voksne. Det blev en lille fejring af noget, der endnu ikke var officielt fordi pressemeddelelsen først blev frigivet den efterfølgende torsdag.
Helt præcist skal midlerne bruges til:
Opgradering af legepladsen.
En motionsplatform.
En ny sauna.
På nuværende er der en ny badetrappe klar til opsætning på den mole, som Havnens bestyrelse har givet sin tilladelse til at må benytte, til sauna og badetrappe.
Trappen er finansieret med 20.000 fra Bornholms Brand,  20.000 fra Sparekassen Bornholms Fond og 10.000 fra Saunamedlemmerne. Vi kommer til at mangle penge til monteringen af badetrappen, men dem skal vi nok finde.
Du kan holde dig orienteret her under aktuelt omkring de aktiviteter og tiltag der sker i Aarsdale.
Bedste hilsner på bestyrelsens vegne/ Lene
Lene Stenstrop
Seniorkonsulent
Tlf: 4635 3343
lene@dknyt.dk
Gruppe ved byskilt.JPG
Ung møder gammel.JPG
bottom of page